“Lille” pige eller “gammel” dame?
Da jeg gik i 2. klasse, glædede jeg mig til at komme i 3., for så hørte jeg til i storegård, og så var jeg jo stor. Da jeg kom i 3., følte jeg mig overhovedet ikke stor og glædede mig til at komme i 7. klasse. Eleverne i 7. var store, for de måtte gå uden for skolen i spisefrikvarteret.
Da jeg kom i 7. følte jeg mig stadig som en lille pige og glædede mig til at komme i 10. klasse, for der var de rigtig store, og de måtte ryge på skolen.
Da jeg kom i 10., var lillepigefølelsen stadig intakt, så jeg tænkte: “Når jeg bliver 18, så er jeg stor”, men da jeg fyldte 18, følte jeg mig stadig ikke stor og flyttede alderen til 25. Derefter opgav jeg, for det gik efterhånden op for mig, at jeg nok altid, i hvert fald ind imellem, ville have følelsen af at være en lille pige.
Hende der havde lyst til at spise is til aftensmad, hende der kunne danse de underligste steder, lege og gøre skøre ting uden tanke på, hvad andre tænker, og hende der kunne føle sig lille og alene, og som havde brug for omsorg, anerkendelse og et knus.
Udover den lille pige i mig, har der også, så længe tilbage jeg kan huske, været den gamle dame. Den gamle dame er klog, og hun ved som oftest, hvad der er rigtigt og forkert. Når hun er bedst, er hun min intuition, min rådgiver og vejleder, men når hun er værst, er hun jantelovstilhænger og alt alt for fornuftig og moraliserende.
Som årene gik, og jo mere jeg studerede psykologi, udviklingsstadier, selvværd og selvtillid, jo mere spændende syntes jeg, det var, at jeg kunne indeholde en lille pige og en gammel dame i en og samme person, og da jeg på et tidspunkt underviste kvinder i alderen 65 til 96 år i gymnastik og svømning, spurgte jeg dem, om de kendte til de to kvinder. Samtlige svarede smilende ja, og det medførte en spændende diskussion, for ingen af dem havde nogensinde delt disse tanker med andre.
Jeg har siden været glad for at være den lille pige, og jeg er i god kontakt med hende. Jeg lytter til hende, passer på hende og giver hende omsorg, og jeg står ved hende, og på flere af mine kurser underviser jeg i, hvor vigtigt det er, at vi husker at tage os af hende (eller ham).
Jeg er også glad for den gamle dame. Også hende er jeg i god kontakt med, og hun har rådgivet mig og hjulpet mig i rigtig mange situationer, specielt når jeg skulle tage store og vigtige beslutninger. Min gamle dame kan dog også være skrap og en rigtig lyseslukker, og når hun er det, er det nødvendigt at give hende stuearrest og i stedet lege med den lille pige.
Som årene er gået, er der kommet endnu en kvinde til. Det er den unge dame, og det er hende, jeg føler mig som størstedelen af tiden. Det er hende, der kan selv, som hverken er usikker eller opdragende, men som bare er. Og som elsker at være. Hun er stærk og ved præcist, hvad hun vil, og hun gør det!
Det er efterhånden mange år siden, jeg ønskede at blive ældre og dermed have en bestemt alder? Jeg har ikke mere travlt med at blive stor, men ind imellem bliver jeg mindet om, at det er jeg rent faktisk.
Som f.eks. når jeg får konstateret forstadiet til hudkræft og efterfølgende læser, at det hovedsageligt rammer ældre mennesker, eller når jeg, som i dag, finder et brev fra Region Hovedstaden, hvor de tilbyder mig, at jeg kan blive testet for tarmkræft, hvilket de forklarer er et nyt tilbud til alle mellem 50 og 74 år. Så bliver jeg mindet om, at jeg efterhånden er blevet rigtig stor og er på vej til rent fysisk at blive den gamle dame.
Men uanset alder, så er jeg, hvad jeg føler mig som, og jeg nyder, at jeg husker at lytte til min lille pige og tør være hende. Og hvis hun ind imellem er for lystbetonet og dermed kan bremse min udvikling og mine drømme og mål, så træder min gamle dame ind og får mig i den rigtige retning.
Jeg nyder også, at jeg føler mig som den unge dame og har det dertilhørende mod og lysten til at udfordre og leve livet, og jeg nyder, at jeg husker at lytte til min gamle dames erfaring og intuition. Og når min gamle dame bliver for meget og fremturer med ord som burde, plejer eller skulle, så lader jeg den lille pige komme til.
Et ordsprog lyder: “Det er ikke årene i dit liv, der tæller, men livet i dine år”, hvilket jeg lever efter hver dag. Livet bliver så meget bedre, når vi er i balance, men det fordrer, at vi står ved os selv og alle vores facetter, lytter efter og tager det vi mærker alvorligt.