Tid er det vigtigste, vi kan give hinanden

Begrebet tid fylder meget i mit liv i øjeblikket.

Forleden så jeg filmen “In time” med Justin Timberlake. En moderne Robin Hood, hvor alt man har brug for betales med tid. Tid er den nye valuta, og i filmen ældes man ikke, efter man er fyldt 25, men til gengæld har man kun et år tilbage at leve i, med mindre man kan købe sig til ekstra tid.

Jeg slugte filmen, for de foregående uger havde jeg gjort mig mange tanker om, hvor meget der er uendeligt ligegyldigt, hvis det sættes op mod tid, hvilket resulterede i, at jeg ønskede mig tid til min fødselsdag.

Udover nogle enkelt materielle gaver, som stod nederst på listen, så min ønskeseddel sådan ud:

Din tid 😀 Det kan være:

  1. Oplevelser sammen med dig, hvor den står på selvforkælelse. Det kan være en gåtur i skov, på strand m.m., cafebesøg, museumsbesøg, bio, middag, ansigtsbehandling osv. Kun fantasien sætter grænser 😀 (IKKE NOGET jeg skal alene-jeg får det IKKE gjort og IKKE Smartboxe og lignende).
  2. En dag efter aftale, hvor du sidder på mit kontor sammen med mig, og laver lige hvad du har lyst til. Måske læser du en bog eller arbejder med et eller andet, du trænger til at få gjort. Gaven er, at jeg har hyggeligt selskab, mens jeg arbejder, og så har jeg dig, jeg kan holde en helt sikkert hyggelig kaffepause og frokost med.😄 (Jeg er ikke god til at tage mig sammen, når jeg er alene, men får vildt meget fra hånden, når jeg har selskab) 😄
  3. En forårsdag i haven, hvor du hjælper mig med at gøre haven sommerklar og flytte borde m.m. (Nogen ting er svært at gøre alene – jeg har jo kun to hænder, og så synes jeg, det er hyggeligt) 😄

Ovenstående gaveønsker behøver ikke at koste noget udover gavegiverens tid, men er tid i virkeligheden ikke det allervigtigste, vi kan give hinanden?

Hvorfor ønsker vi os sjældent en fælles hovedrengøring af køkkenet f.eks.?          Det er røvkedeligt at gøre alene, men kan være superhyggeligt, når man er to, eller flere, fordi man jo kan sludre løs imens, holde hyggelige pauser, highfive på det flotte resultat. Og måske allervigtigst: Giveren har gjort en stor forskel, som modtageren har glæde af længe efter.

Har du tænkt i tid på den måde? Hvis ikke, er ideen hermed givet videre.

Kærligst Anette

Share this post:


Scroll to Top